From: Anne Grethe Pind <grethe@galleripind.dk>
Subject: Om synkronisiteter

En historie fra det virkelige liv


Anne-pic-broadcast.jpg

   


Skønne synkroniciteter 

fra mit liv

v/ Kunstmaler Anne Grethe Pind


 



   

Tiltræk meningsfulde hændelser til dit liv

Jeg vil gerne dele dette med dig:

Jeg vil fortælle dig om, hvordan jeg mange gange, når jeg er i gang med et projekt, har fået pludselige oplevelser, som hjælper mig i processen. De kommer  dumpende ned fra himlen, mens jeg mindst venter det. Jeg tror, vi alle kan få den slags oplevelser, hvis vi har tillid til, at universet vil hjælpe os, og hvis vi er nysgerrige og åbne. Jeg kalder det universet, men kunne lige så godt kalde det Gud. Og jo mere taknemmelighed vi viser for hændelserne, des flere hændelser modtager vi.

I maj 2012 fik jeg en opringning fra en journalist, som spurgte, om hun måtte besøge mig. Hun havde nemlig fået til opgave at skrive historien om Nordisk Solar i anledning af deres 100-års jubilæum. Hun ville gerne vide noget om stifteren Jacob Jørgensens svigerfar, hestehandler Anders Andersen i Vamdrup, som er min Farfar. Hun havde været på Kongeåmuseet i Vamdrup, men intet fundet om Hestehandlergården. Derfor henvendte hun sig til mig. Da jeg hørte, at museet intet havde om mit elskede fødehjem, sagde jeg straks, at jeg vil sørge for, at der kommer til at ligge meget om Hestehandlergården på Kongeåmuseet. i Vamdrup. Jeg havde så megen kærlighed til mit fødehjem, og jeg vidste, at jeg havde mange fotos. Jeg havde af min Mor fået mange gamle fotos, og selv havde jeg taget mange fotos fra min egen tid, Det var således denne journalist, der satte mig i gang med at skabe historien om Hestehandlergården 1889-2016. Jeg ville lave det som en kombineret slægtshistorie og et tidsbillede, fordi det var en periode, som rummede at Sønderjylland var blevet tysk efter krigen i 1864, at grænsen kom til at ligge ved Kongeåen, og at Vamdrup dermed var blevet en stor grænseby. Perioden rummede også både 1. og 2. verdenskrig, genforeningen, hvor grænsen igen blev flyttet væk fra Kongeåen og ned til Padborg samt Berlinmurens opførelse og fald. At Vamdrup blev grænseby betød, at der allerede i 1864 var etableret togforbindelse både sydpå til Tyskland og nordpå op i Danmark, hvilket var vigtigt for hestehandelen, da mange heste skulle fragtes udenlands. 

Jeg gik i gang med at lave et powerpointshow om Hestehandlergården med henblik på at holde det som foredrag på Kongeåmuseet. Mens jeg arbejdede med historien, fik jeg endnu en usandsynlig oplevelse:  I januar 2014 modtog jeg en mail fra en mig helt ukendt dame i Thyholm. Hun skrev `Jeg har googlet hestehandler Andersen i Vamdrup og derigennem fundet dig. Jeg sidder her med et brev, som din Far har skrevet i 1945 til min moster Dagmar. Jeg har for resten også et brev, som din Fars bror Valdemar har skrevet  til hende fra Canada. Er du interesseret i at få en kopi af disse breve? ´ Ja mon ikke – jeg var ellevild efter at få dem. Jeg sendte en stor tak op til Far for, at han bistod mig på denne måde. Fars brev var et tilbud til hans kusine om at han ville købe hende et hus, så hun kunne tage godt vare på Fars øvrige kusiner i Thyholm, hvor hans mor stammer fra. Jeg holdt foredraget om Hestehandlergården på kongeåmuseet i oktober 2014, og der kom 60 gæster.

I 2017 blev der lavet en printet udgave på 300 sider af ppt showet. Det var min søsters søn, som lod det trykke som en bog i A4-format og udsendte den til alle familiemedlemmer. Kort tid efter fortalte jeg på Facebook under `Vamdrup minder´, at jeg havde skrevet historien om Hestehandlergården som en slægtshistorie og et tidsbillede. Straks blev jeg spurgt, hvor bogen kunne købes, fordi deres far havde være karl på gården eller deres mor havde været ung pige på gården. Jeg måtte på det tidspunkt sige, at den ikke kunne købes.

I år har jeg besluttet at udgive historien som en trykt bog. I maj i år, mens jeg var godt i gang med at skrive bogen, fik jeg igen 2 helt fantastiske oplevelser. Fra Kongeåmuseet fik jeg tilsendt et fotoalbum, som var blevet indleveret fra et dødsbo, som viste sig at være vores nabosøn, som havde været karl hos os gennem 15 år. Heri var en masse interessante fotos fra Hestehandlergården fra omkring 1943. At modtage det fotoalbum var for mig en guddommelig gave, for heri var mange fotos med heste og karle fra vores gård. Og der var fotos af mig som 3-årig. Alle billeder var nye for mig. Den anden oplevelse er, at jeg kort efter af min brorsøn fik at vide, at jeg kan søge i Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger af aviser. Da jeg søgte her på `hestehandler Andersen Vamdrup´ åbnede der sig en guldgrube af annoncer, som Farfar havde indrykket fra 1892, og Far har indrykket fra 1925. Først da blev Farfar rigtig levende for mig. Nu kunne jeg følge hvilken ihærdig og betydningsfuld indsats, han havde ydet inden for hestehandel og hesteavl. Indtil da var det eneste, jeg vidste om ham, hans lommebog med optegnelser om salg af duer.

Psykiateren C.G. Jung kalder den slags oplevelser for synkroniciteter, og definerer det som, at to eller flere begivenheder, som er uden sammenhæng, hænder samtidig på en meningsfuld måde.

Begge oplevelser gav mig fornemmelsen af, at min Far og Farfar er glade for, at jeg skriver deres historie. At min bror Erik er glad for det, ved jeg, for han oplevede den første udgave i 2017. Erik døde ultimo 2020 som 94-årig og har været med til at fortælle mange af historierne og sætte de rette årstal på dem.

Jeg betragter det at skrive historien om Hestehandlergården som min vigtigste opgave i respekt og taknemmelighed for min slægt.

Som Johannes V. Jensen skrev i 1925:
 `Henfarne slægter – forglem dem ej!
 I arv de gav dig en ædel gave´

Jeg håber, at min fortælling måske kan gøre dig lidt mere opmærksom på, når du modtager den slags hændelser i dit liv og da vise dem taknemmelighed og bruge dem.

Kærlige tanker
Anne Grethe Pind

www.galleripind.dk